Sådan forebygger du identitetstyveri
Identitetstyveri er ikke bare ubehageligt. Det kan have uoverskuelige konsekvenser. Her kan du blive klogere på, hvad id-tyveri er, og hvordan du forebygger det.
Hvad er identitetstyveri?
Identitetstyveri er, når andre personer skaffer sig adgang til dine personlige oplysninger og misbruger dem. Det kan fx være ved at optage et lån i dit navn, hæve penge fra din bankkonto eller bruge din identitet til at chikanere dig eller andre.
Personlige oplysninger kan være et CPR-nummer, kortoplysninger eller adgangskoder til dine profiler på sociale medier.
Sådan forebygger du identitetstyveri
Identitetstyveri kan ramme alle, men der heldigvis flere ting, du selv kan gøre for at forebygge, det sker for dig:
Personlige oplysninger
1. Pas på dine personlige oplysninger
Dine personlige oplysninger skal forblive personlige. Oplys eller send aldrig personlige oplysninger – hverken på telefonen, over mail eller på sociale medier. Der kan sidde en svindler i den anden ende, som har skumle planer med dine oplysninger. Din bank ringer fx aldrig og spørger om dit NemID.
2. Vær forsigtig med dit CPR-nummer
Oplys aldrig CPR-nummer til myndigheder eller virksomheder, du ikke har tillid til. Hvis du bliver bedt om at oplyse CPR-nummer, så spørg, hvorfor du skal oplyse det.
Send kun dit CPR-nummer via en sikker (krypteret) linje på hjemmesider, du har tillid til. Sikre sider er markeret med et hængelås-symbol i venstre hjørne af browservinduet, og adressen skal begynde med ”https”. S’et står for ”secure” altså ”sikker”.
Pas på dine kort
3. Undgå at opbevare personlige kort sammen
Undgå at opbevare alle dine personlige kort i samme pung, så en tyv ikke får adgang til både dine kontooplysninger og dit CPR-nummer. Jo flere oplysninger, tyven har, jo større er risikoen for, at tyven kan oprette lån eller andre aftaler i dit navn.
4. Spær straks stjålne kort
Hvis du er uheldig og får stjålet din taske eller pung, skal du spærre stjålne kort så snart, du opdager det. Det kan du gøre i din netbank, mobilbank eller ved at ringe til din bank.
Læs også: Forebyg indbrudDigitale forholdsregler
5. Hold din computer, telefon og tablet opdateret
Opdater din computer, telefon og tablet så snart, der er nye opdateringer tilgængelige. Opdateringerne kan indeholde vigtige sikkerhedsopdateringer, som sørger for, at alle dine enheder er bedst beskyttet mod hackerangreb og andre sikkerhedsbrud.
6. Benyt sikre adgangskoder og tofaktorgodkendelse
Lav stærke og unikke adgangskoder til tjenester som din e-mailkonto, profiler på sociale medier og NemID. Det vigtigste er, at din adgangskode er lang – gerne minimum 12 tegn. Du kan også styrke adgangskoden ved at bruge både store og små bogstaver, tal og specialtegn.
Det er også altid en god idé at bruge tofaktorgodkendelse, hvis det er en mulighed. Med tofaktorgodkendelse skal du bruge en godkendelseskode for at logge ind. Koden får du sendt til din mobiltelefon eller en anden enhed. Det sikrer, at det kun er dig, der kan logge ind på din konto, selv hvis nogen kender din adgangskode.